På sporet af udvandrere fra Ådum i 1870 og 1881

Aadum Lokalarkiv sept. 2014
For at komme på sporet af slægtninge langt tilbage og deres eventuelle efterkommere er lokalarkiverne et godt sted at henvende sig.
Det gjorde Rachel Jorgensen, som bor i San Marcos, en forstad til San Diego i USA’s sydvestligste hjørne.
Rachel er meget interesseret i slægtshistorie, og i forbindelse med at parret skulle på en rundrejse i Nordeuropa og Skandinavien i august, henvendte hun sig til et dansk lokalarkiv for at finde ud af, om det mon kunne lykkes at finde slægtninge til hendes mand, Kirk Jorgensen, som er af dansk afstamning.
I første omgang skrev hun til Åbenrå Lokalarkiv, hvor lederen ud fra oplysninger i brevet fandt ud af, at det i stedet måtte være Ådum, det drejede sig om, og han sendte brevet videre.
Et spændende brev
Det dumpede en dag i postkassen ved Ådum Lokalarkiv. Arkivleder Dagmar Vestergaard gennemgik som sædvanlig dagens post, og umiddelbart kunne hun ikke sætte oplysningerne i forbindelse med nogen.
Hun skubber brevet over til Rita Stensgaard med spørgsmålet: ”Er det noget, du kender til?” Til stor overraskelse kan Rita svare, at det gør hun da, for hun genkender navnene på to brødre til sin mands bedstefar, men havde ingen anelse om deres udvandring til Amerika.
Det måtte hun hjem og spørge sin mand om, men hverken han eller hans søskende havde hørt om familie, der rejste ud, så de kunne ikke hjælpe. Hans bedstemor døde, da han var helt lille, og bedstefaderen var død forinden
Det lykkedes imidlertid på Aadum Lokalarkiv at finde frem til oplysninger om Kristian Peter Jørgensen, f. 13.06.1851 og udvandret fra Ådum som 19-årig i 1870.
Udvandrerens historie
Rachel havde livsberetningen om Kristian Peter, der blev uddannet som skrædder ved den amerikanske hær, hvor han arbejdede i syv år, inden han fik selvstændig forretning, men han døde allerede som 44-årig.
Han blev gift med med Nelly Studdy, som stammede fra Irland, og som også arbejdede syv år i hæren. De fik seks børn.
En af deres sønner Harry Jorgensen, født 1879, og Nellie fik sønnen Kenneth Pierre Jorgensen, født 1915. Han og Dorothy fik sønnen Kirk Jorgensen i 1965, som altså nu via opklaringen fik den store oplevelse at møde sine danske slægtninge: Rita og Jens Stensgaard, Jens’ søskende, en fætter og deres ægtefæller samt flere fra den yngre generation.
Intense dage
Det blev et uforglemmeligt samvær i to intense augustdage med Rachel og Kirk Jorgensen, som lejede en bil i København og mødtes med familien til rundtur til slægtsgården i Ådum og besøg på Ådum Lokalarkiv, inden den første dag sluttede med et stort familiesamvær hos Rita og Jens Stensgaard.
Næste dag blev Ådum kirke og kirkegård besøgt, inden amerikanerne sammen med familien kørte til Vesterhavet og rundt om fjorden.
Gamle familiebilleder blev studeret, og der var genkendelige fælles træk, som ingen geografisk afstand havde kunnet slette.
Den anden udvandrer
Niels Jørgensen udvandrede fra Ådum i 1881, altså godt 10 år senere end sin bror Kristian Peter, og han havde stiftet familie inden udvandringen. Hans kone var fra Lyne, og efterkommere fra hendes slægt besøgte i 2013 familie i Lyne.
1) Billedet fra slægtens gård: Fra v. Jens Stensgaard, 9. generation på Stensgaard, Rita Stensgaard, Kirk Jorgenson, Rachel Jorgenson, Agnes Stensgaard, Stinne Stensgaard, Maren Stensgaard, Ludvig Stensgaard, Simone Stensgaard og Rasmus Lindved.
/Lokalhistorie/001 Billedet fra slaegtens gaard.jpg
2) Billede fra besøg på Ådum Lokalarkiv
/Lokalhistorie/002 Besoeg paa Aadum Lokalarkiv.jpg
 
3) Det sidste billede har vi fået fra Californien, det er et gammelt fint billede. Det er Kristian Peder Jorgenson og hans søn George foran butikken.
/Lokalhistorie/003 Kristian Peder Jorgenson og hans soen George foran butikken.jpg
Hjælp til at komme på sporet
Lokalarkivet hjælper fortsat gerne besøgende med at finde informationer og kan også kontaktes på telefon eller mail.
På Arkivets hjemmeside: aadum.lokalarkiver.dk er der en kontaktformular, som kan benyttes ved henvendelser.