Platter med motiv fra Ådum i USA
Judy og Niels Christian Nielsen har platten med billedet fra Odderup Teglværk hængende på væggen i deres hjem i North Carolina, USA. Sammen med Ådum kirke platten er det klenodier, der værnes om som minder fra en svunden tid og om familiens danske rødder.
Maleriet viser det gamle stuehus, som lå ved teglværket, hvor Niels Chr. Nielsens oldeforældre, Hans Aksel Nielsens, boede. Det er stedet, som i dag har adressen Odderupvej 5. Tipoldeforældrene var begyndt med at lave drænrør endnu længere tilbage, og det var, hvor Odderupvej 9 ligger.
Niels Christian Nielsens bedstefar, med samme navn, ønskede imidlertid ikke at drive teglværket videre, men udvandrede i 1880’erne til USA, hvor han som sin slægt begyndte med at brænde sten. Han skiftede dog over til at sælge landbrugsmaskiner, giftede sig og fik 9 børn.
Den næstyngste af hans børn, Etlar Nielsen blev professor i genetik. Han kom i 1956 til København for at forelæse og søgte ved den lejlighed tilbage til familiens hjemsted, Ådum.
En dansk kollega og ven, forsøgsleder Knud Jørgen Frandsen, kørte for Etlar Nielsen til Ådum, og fra den tur fik Jørgen Frandsen inspirationen til at male de to platter, som Niels Christian Nielsen har arvet efter sin far.
Professor Niels Christian Nielsen vendte sammen med sin kone og familien tilbage til Ådum, da to af hans børnebørn blev døbt i Ådum kirke den 14. august 2011.
Brunkul i Lundsby
Brunkul i Lundsby
I februar 1951 var Æ Pilekvistmand i Aadum. Æ Pilekvistmand var berømt for sin evne til at finde brunkul, og det kunne han da også i Aadum. På Lundsbygårds og naboers jorder (ca. 35 ha) var der brunkul i 4-5 meters dybde og i 3-4 meters tykkelse.
Han havde sandelig også været andre steder og påvist brunkul i undergrunden med sin pilekvist, bl.a. hos Frederik Knak, Kr. Søgaard, J. Jensen og Verner Rasmussen. Hos Jeppe Andreasen i Stoustrup skulle man i gang med en prøveboring.
Æ pilekvistmand arbejdede for en entrepenør, der så senere sendte et borehold på 3 mand ud for at undersøge sagen nærmere.
Holdet arbejdede på følgende måde: et 4-tommers borerør presses/bores ned i jorden. Indeni er et en-tommes rør med en tilsluttet vandslange, der af to mænd pumpes fuld af vand med tryk, alt i mens de også vrikker med dette rør. På det store rør er en tud, hvor vandet kommer ud igen sammen med sand, grus, brunkul osv. Man kunne sætte et sold under tuden, og så kunne man se kvaliteten af kullet (om det er løst i små stykker eller kommer op i store faste klumper). Dette hold blev kørt ud mandag morgen og afhentet igen lørdag middag. Med sig havde de boregrejet, hvortil der også hørte en ajletønde på en stivvogn (vel lejet af manden på stedet) til at have pumpevandet i.
Dette hold prøveborede på Lundsbygård og fandt bl.a. en grube med 10,6 meter kul og 7,5 meter overjord. Et sådant sted ville det være godt at starte, idet man så nemt bagefter kunne komme af med overjorden. I øvrigt var der de fleste andre steder på Lundsbygård ca. 2 meter kul under 5-8 meter overjord.
Det er firmaet Stürup & Prosch-Jensen fra Fredericia, der står for prøveboringerne, og det er også dem, der samme år får en kontrakt med ejeren Ib Pedersen (købte gården 1947) om opgravning af brunkullene. Der ankommer en stor gravemaskine med 0,8 m3 grab, en 30 m transportør og 3 tipvogne. Vandet ledes bort af 2 elektriske pumper, og der forventes en daglig produktion på 125 tons. Ib Pedersens andel er l kr. på solgt tons. Kullene ligger i en retning NV-SØ og området var vist moseagtigt med lyng og fyrrebuske. Allerede det følgende år går man i gang med et leje lidt nordligere parallelt med det første. Her graver man også på naboejendommen hos Kr. Nexgaard.
I 1956 var Danmarks Geologiske Forening på udflugt til Sydvestjylland, og også til Aadum, hvor man bl.a. fandt en tand og andre fossiler i brunkulsgravene.
I øvrigt ligger brunkul i såvel brændværdi som alder mv. et sted mellem stenkul og tørv.
Brunkul er faktisk ikke et særlig godt fyringsmateriale, idet det indeholder meget svovl som ved forbrænding frigives til miljøet. I det tidligere Østtyskland blev man ved med at bruge brunkul i stor stil, hvilket dér har bidraget til både skovdød og forurening i byerne. I Danmark havde brunkullene sin storhedstid under 2. verdenskrig, hvor landet jo var afskåret fra at importere brændsel fra andre lande. Efter krigen blev man ved helt op i 60’erne at fyre med brunkul i kraftværkerne.
Stürup & Prosch-Jensen stoppede gravningen i januar 1954. det var vist meningen at Ib selv skulle stå for gravningen, men samme år solgte han gården til Aksel Vestergård. Lejet løb hurtigt fuld af vand, men 1956-1958/59 blev der igen gravet, nemlig af entrepenørfirmaet E.A. Kjær fra Taulov. Kjær leverede især til Vestkraft i Esbjerg.
Jens Lindby
